Galloway har et godt temperament. De er rolige og meget “publikumsvenlige”, og de kan på grund af den tykke pels gå ude hele året. Galloway er eminent til afgræsning af naturarealer på en skånsom måde. Der forekommer flere farver fra almindelig sort til  rød, sortbeltede samt hvide med sorte eller røde markeringer.

Galloway er en race, der kan klare sig på foder med meget lidt næring og alligevel have en fornuftig tilvækst. Kødet sidder de rigtige steder i nakke og kam samt på en god stærk kødfuld ryg, hvor det gode kød sidder.

Væksten er relativ langsom, så kødet bliver til gengæld meget finfibret med fedt indlejret i muskulaturen i ganske små fedtlommer. Det gør det lettere at bevare kødets saftighed under tilberedningen. De fleste smagsstoffer sidder i fedtet. De bliver på den måde indlejret i kødet. I England, Skotland og Tyskland regnes Galloway for noget af det ypperste indenfor oksekød.

Du finder flere oplysninger på gallowayforeningens hjemmeside.